Forsiden
  |  
Kontakt os
  |  
Åbningstider
  |  
Rejseinformation
  |  
Om erhvervsrejser
  |  
Rejse Nyheder
  |  
Ofte stillede spørgsmål
 

 16. maj 2012

Cimber Sterling solgt  - 350 jobs reddes

Små to uger efter krakket er dele af konkursboet spillet i mindre dele. Tidligere direktionsmedlemmer overtager mindst fire af de mindre fly, to af B737’erne skal til Jet Time, mens den tidligere ejer bl.a. tager afdelingen for flyvedligehold, oplyser Takeoff.

Efter to ugers intense forhandlinger lykkedes det natten til onsdag kuratorerne i Cimber Sterling-boet, advokat Lisa Bo Larsen fra Kromann Reumert og advokat Henrik Sjørslev fra advokatfirmaet LETT, at sælge en væsentlig del af aktiviteterne.

Men foreløbig er der kun afsat op mod 9 af de 22 fly, Cimber Sterling havde ved konkursen. Og mens 350 jobs bevares - mister mindst lige så mange deres arbejdsplads.

Cimber Sterling aktiviteterne er solgt i to separate handler, som blev gennemført samtidig sent natten til i dag, onsdag, oplyser advokaterne i en pressemeddelelse.

Den ene handel omfatter dele af den operationelle luftfartsaktivitet fra Cimber Sterling. Den anden handel aktiviteterne i Cimber Air Maintenance Center og Cimber Air Data.

Det er medlemmer af det tidligere ledelsesteam i Cimber Sterling, Jørgen Nielsen, Alex Dyrgaard og Jacob Krogsgaard, som overtager dele af luftfartsvirksomheden for at drive denne under navnet Cimber. Det nye Cimber vil i første omgang basere sig på kontraktflyvninger, f.eks. for SAS.

Der er først og fremmest tale om videreførelse af wetlease-aftalen på de CRJ-fly, som konkursboet satte på vingerne umiddelbart efter konkursdekretet. Wetlease er udlejning af fly med besætninger.

Fortsættelsen af CRJ-aktiviteten redder 114 arbejdspladser.

Samtidig har det nye Cimber indledt forhandlinger om en ny wetlease-kontrakt på op til tre ATR-turbopropfly, hvilket vil kunne redde yderligere 65 arbejdspladser. Konkursboet har i aftalen med det nye Cimber derfor også overdraget aktiver og medarbejdere relateret til ATR-aktiviteten betinget af, at en sådan aftale falder på plads inden for de næste to uger.

ATR-flyene skal formentlig indsættes på f.eks. dansk indenrigs.

Mansvel køber Cimber Air Maintenance Center og Cimber Air Data
Cimber Sterlings tidligere ejer, det cypriotiske investeringsselskab Mansvel, der kontrolleres fra Ukraine, endte med at købe aktiviteterne i Cimber Air Maintenance Center samt Cimber Air data. Ved handlen er der bevaret godt 80 arbejdspladser, og vedligeholdelses- og dataaktiviteterne vil blive drevet videre under navnet Skyways Technics, oplyser kuratorerne og fortsætter:

Det har været nogle intense og nervepirrende forhandlinger - ikke mindst for de mange medarbejdere, som har svævet i uvished. Det har været et kapløb med tiden, hvor det helt op til de sidste minutter før underskrift var usikkert, om man kom i mål.

Købsaftalerne betyder, at en væsentlig del af Cimber Sterlings aktiviteter nu er blevet solgt og ikke mindst, at mellem 200 og 260 arbejdspladser bevares.

Dertil kommer de 50 medarbejdere, som har fået job i det danske charterflyselskab Jet Time, der overtager to af Cimber Sterlings seks Boeing B737-fly.

Det har været et puslespil af dimensioner, som alene har kunnet lægges pga. stor opbakning og fleksibilitet, der har været udvist fra alle Cimber Sterling-medarbejdere.

På trods af stor vilje fra alle sider har det ikke været muligt at bevare alle arbejdspladser. Det er meget beklageligt, og alle medarbejdere vil i løbet af i dag, onsdag, modtage breve i deres private post med information om, hvordan de står stillet og skal forholde sig, hedder det i pressemeddelelsen

Cimber Sterling havde ved konkursen 890 medarbejdere - de ca. 200 var dog opsagt pga. beslutningen om at udfase selskabets seks B737.

Med B737 ude af Cimber Sterlings flåde, ville selskabet have ni ATR turboprop-fly samt syv CRJ-jets, fire af CRJ’erne flyver for SAS. Hertil kommer måske yderligere tre ATR-fly til det nye Cimber - ligesom Jet Time overtager mindst to B737'ere fra Cimber.


7. november 2011

11 turister døde i Egypten

27 kom til skade og 11 mistede livet ved en busulykke nær det egyptiske feriested Hurghada ved Rødehavet.

Flere af de tilskadekomne ungarer er i kritisk tilstand, meddeler nyhedstjenesten Mena, og der er flere børn blandt de tilskadekomne.

Buschaufføren har angiveligt mistet kontrollen med køretøjet i en rundkørsel på vej til lufthavnen, hvor han kørte med meget høj hastighed.


7. november 2011

Rejsebranchen klar til drachmer

Rejsegiganten TUI, der i Danmark blandt andet ejer Star Tour, har taget kontakt med græske hoteller fordi man venter den græske drachmer genindført.

Flere eksperter ser det ikke længere som usandsynligt, at den græske økonomiske krise kan ende med, at landet må forlade Euro-samarbejdet. Det har fået TUI til at meddele, at hvis det sker, vil man betale sine regninger til hotellerne med drachmer i stedet for med Euro, skriver business.dk.

Brevet har ført til vrede blandt de græske hotelejere, da der ventes en økonomisk kollaps med tilhørende voldsom nedskrivning af den nye valuta i fald redningsplanerne skulle mislykkes. Det betyder, at hotelbranchen naturligt foretrækker betaling som aftalt i Euro og ikke i den devaluerede valuta.

 

Ifølge Andreas Andreadis, der er formand for sammenslutningen af græske turistvirksomheder, vil ingen hotelejer gå med til det, og sagen er videresendt til det græske turistministerium.

 


27. oktober 2011

Følg erhvervsrejser-bornholm på facebook

29. juli 2011

Leonora Christine lader vente på sig
Den store og dyre bornholmerfærge skulle være i drift i dag, men det er nu udsat til på tirsdag.

Den nyindkøbte færge, som skulle sikre en hurtig og komfortabel sejlads i højsæsonen, måtte efter kort tid i drift give op på grund af motorproblemer. Reparationen var forventet at vare 14 dage, men nu skriver BornholmerFærgen.dk, at passagererne må vente til foreløbig tirsdag den 2. august med at sejle med den nye færge.


29. juli 2011

Spændingen holdes vedlige i Cimber Sterling
Cimber Sterling
Der kommer ingen fra Ukraine eller de nye majoritetsaktionærer til Sønderborg i dag, og manden med et af de største tab, Karsten Ree har sendt sin fuldmagt med accept. Strategien om fremtiden må vente.
Der er godt gang i gætterierne forud for dagens generalforsamling i Sønderborg. Hvem ryger ud af bestyrelsen og hvem bliver, om overhovedet nogen. Og hvordan med direktionen, som formentlig heller ikke undgår ændringer.Det eneste, der skulle være sikkert er, at Cimber Sterling får tilført 165 mio. kr. for 70 procent af aktiekapitalen af cypriotiske Manswell Gruppen, som ejes og styres fra Ukraine.

Når emissionen er besluttet på generalforsamlingen – det kan den ikke undgå – er det hele måske overstået på en time. Normalt ville der være udarbejdet en handlingsplan, som herefter ville blive offentliggjort, men hvis der eksisterer en sådan er der tilsyneladende ingen i Danmark, der kender den. Heller ikke den øverste ledelse i Cimber Sterling.Som det forlød i går møder den ny majoritetsejers folk overhovedet ikke op i dag. Planen kunne meget vel være, at man senere indkalder til en ny generalforsamling, hvor der så vil blive valgt ny bestyrelse og formentlig ny formand fra Manswell.Men der er stor usikkerhed om forløbet. Da Manswell overtog Skyways i Sverige, troede man også det ville betyde omgående ændringer. Det blev business as usual. Det kunne også godt blive det foreløbige budskab i Cimber Sterling. På lidt længere sigt må der trods alt være en dybere ide i at investere – og redde – et dansk flyselskab ved at putte 165 mio. kr. i foretagenet. Her er en fusion med Skyways og City Airline i Gøteborg det mest oplagte bud, men det er langtfra sikkert, at gruppens ukrainske selskab indgår i de planer. Regionale ruter i Skandinavien, Nordeuropa med Baltikum kan godt blive en god forretningsmodel, men dansk indenrigs er ikke noget at løbe langt efter for tiden, hvis man ønsker at tjene penge. Fremtiden for de seks 737-fly med stor kapacitet har længe været dømt ude, men de kan godt reddes, hvis de bruges rigtigt. Der vil blive skelet til samarbejdet med SAS, hvis man vælger den rigtige taktik. Og det er i hvert fald ikke klogt, hvis Sterling-flyene fortsat skal flyve nogle parallel ruter i strid konkurrence med SAS. Det er imidlertid slet ikke sikkert planerne går i den retning. Foreløbigt ser det ikke ud til at Manswell Enterprise (læs Igor Kolomoysky) har meldt noget ud om planerne. De har heller ikke bedt den nuværende ledelse om at komme op med en strategiplan. Om man vil lave en akse Kiev-København er også en mulighed – men der skal være rene linjer. Ellers er en stor kunde som SAS i hvert fald væk.

Personalet holder vejret i spænding. Det er der også mange andre, der gør.


26. juli 2011

Ny hurtigfærge snart klar igen

Bornholmerfærgen Leonora Christine er snart klar til at blive sat i drift efter en pause på grund af motorproblemer.
Efter motorproblemer er den uheldige katamaran, Leonora Christine, nu meldt klar til sejlads. I første omgang nåede hurtigfærgen kun at sejle knap 14 dage på ruten mellem Rønne og Ystad. Nu skulle motorproblemerne imidlertid være løst og færgen ventes indsat på torsdag, skriver politiken.dk.

I de forløbne 14 dage har passagererne måttet ’klare sig’ med den ældre hurtigfærge Villum Clausen og den traditionelle færge Povl Anker, hvilket har medført længere overfartstiden end planlagt med den nye Leonora Christine.


26. juli 2011

Cimber klar til skandinavisk fusion

Der er allerede registreret domænenavne til Cimber Sterlings fusion med de svenske Skyways og City Airlines.
Den endelige beslutning om Igor Kolomoyskijs overtagelse af Cimber Sterling og fusionen med de svenske flyselskaber, bliver formelt først truffet på Cimber Sterlings generalforsamling sidst på måneden, men selskaberne er allerede klar til samarbejdet, skriver business.dk.

Allerede 18. juli blev domænenavnet cimberskyways.dk registreret af Cimber Sterling, der også har sikret sig .com og .net-domænerne. Også kombinationen med Skyways som første navn i domænet er reserveret.

Adm. direktør i Cimber Sterling, Jakob Krogsgaard, svarer, da business.dk har opdaget domænenavnet, at Mansvell lige fra starten har været et fælles selskab med Skyways, City Airlines og Cimber Sterling og snakken om en fusion vil gå i gang umiddelbart efter generalforsamlingens vedtagelse af salget af aktiemajoriteten i det danske flyselskab.

Han regner med, at en fusion på sigt vil betyde billigere billetter fordi fusionen giver større netværk og flere stordriftsfordele.

Senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank anser fusionen som en logisk handling, der bør følges op af af etablering af et fælles hovedkontor i stedet for de tre administrationer i Stockholm, Göteborg og Sønderborg. Hertil kommer udfordringen med de tre selskabers mange forskellige flytyper, som bør ensrettes – for eksempel gennem Kolomoyskijs flyleasingselskab.


13. juli 2011

Ground Zero åbningskort revet væk
World-Trade-Center
Det ny museum åbnes 11. september i anledning af 10 års dagen for terrorangrebet på World Trade Center i New York og forhåndsinteressen er enorm.
Søndag den 11. september åbnes 9/11 memorial i New York. Et stort område på Grund Zero til minde om de 3.000, som mistede livet på den frygtelige dag i 2001. Det otte hektar store mindesmærke med kopier af de to tvillingetårne bærer navnene på alle de omkomne.

Til selve åbningsdagen blev de 5.000 adgangskort revet væk i går på en time på nettet. Slægtninge til pårørende havde første ret - sammen med alle inviterede til den store mindehøjtidelighed.

Derefter er der åbent daglig for turister fra 12. september, og man forventer ca. fire mio. besøgende allerede i år.


13. juli 2011

Indenrigs ruter i minus hos SAS i første halvårsregnskab

Ellers pæn fremgang på alle øvrige ruter, hvad passagerer angår, men 10 procent er forsvundet. Især Aalborg-ruten taber passagerer.
Mens SAS fik en total fremgang med passagerer i første halvår i år på 12,3 procent, mistede selskabet næsten ti procent på danske indenrigsruter til Aalborg og Aarhus. Der er næppe tvivl om, at det især er konkurrencen til Aalborg, der har bidt sig fast.

I den seneste rapport fra Aalborg, som har oplevet en markant fremgang i år, måtte man i juni registrere et fald på 11,8 procent i indenrigstrafikken. Selv noterer lufthavnens ledelse, at det bl.a. kan skyldes, at flere tager KLM-ruten til Amsterdam og derfra drager videre ud i verden.

I juni havde SAS kun 52.000 passagerer på indenrigsruterne, og i første halvår 304.000, en tilbagegang på 9,8 procent.
Ellers er der fremgang over hele linjen i halvåret for SAS, i hvert fald hvad angår antallet af passagerer. Mest lokalt i Norge med et plus spå 16,4 procent og 3,5 mio. passagerer. Sverige følger lige efter med en fremgang på 14,9 procent. Den mere givtige intra-skandinaviske trafik, primært i trekanten København-Stockholm-Oslo gik 10,9 procent frem til 1,7 mio. passagerer.

Størst og vigtigst er de europæiske ruter, men også her var der fremgang på 11,2 procent, og 5,1 mio. tog plads i SAS-flyene i perioden.

Der, hvor Skandinavien som helhed har brug for at markere sig gennem SAS, er på de oversøiske ruter, og fremgang er på 5,3 procent, men antallet af passagerer ikke imponerende med 587.000 på et halvt år. Belægningsprocent faldt på grund af Japan med seks procent og kom under 80 procent.


13. juli 2011

Cimber Sterlings årsregnskab som ventet

Det er til gengæld også slemt nok og var redningsplanken ikke kommet fra Ukraine havde selskabet været færdig.
Der er ikke så meget galt med Cimber Airs omsætning i Cimber-Sterling regi. Den er steget med godt 25 procent i fjor til næsten to milliarder kr.
Selskabet forudsagde, at der ville blive et minus på mellem 200 og 250 mio. kr. Det holdt stik, men der var ekstra tab, så det blev næsten 270 mio. kr.

”Grufuld læsning. Selskabets nøgletal er reelt en konkurs. Det øjebliksbillede som regnskabet viser, er katastrofalt, ” siger den kendte analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank til Jyllands Posten.

Nu er det hele reddet takket være en saltvandsindsprøjtning på 165 mio. kr. for 70 procent af aktierne af Mansvell fra Cypern (og Ukraine).
I regnskabsåret 2011/2012 ville det formentlig have givet en øget omsætning op til 2,1 mia.kr. og minus på bundlinjen på et sted mellem 20 og 60 mio.kr.

Nu ved de færreste, hvordan firmaet skrues sammen om få måneder for at sætte en prop i hullet og komme videre. Det bliver næppe i den nuværende opstilling.


13. juli 2011

Cimber Sterling reddet på målstregen

Der må have været glæde i Sønderborg og omegn i går, da Cimber-Sterling i sidste øjeblik reddede livet fra en ydmygende konkurs. Den ukrainske rigmand Igor Kolomoysky overtager revl og krat med gæld og forpligtelser gennem sit investeringsselskab Manswell skriver Take Off på deres hjemmeside.

Dermed bliver det tredje skandinaviske selskab, erhvervet i år, nemlig svenske Skyways og City Line og nu Cimber Sterling. I flere omgange har adm. direktør Lars Åke Bertilsson fra Skyways sagt, at planen er vækst, både organisk og opkøb.

Derefter er der frit spil for gætterierne, antageligt indtil slutningen af august, men det presser på med vinterfartplanerne fra udgangen af oktober. Indtil da sker der næppe ændringer af betydning. Og sommerens trafik er sikret.

Det har ikke skortet med advarsler om fremtiden med trusler fra både Norwegian, som vil udvide sit område yderligere, og en ny konstellation med FlyBe og Finnair i det finske regionale selskab, FinnComm, som også skal til at vise om ideen er bæredygtig.

Det lyder skræmmende, men de må hver for sig finde deres niche i kampen om det nordiske marked, som dog kun er omkring 25 mio. indbyggere. I forvejen sidder SAS markant på den største del af forretningstrafikken, og mener også at være størst på lavprismarkedet i Skandinavien.

Om Cimber-Sterling kan vente hele sommeren med en udmelding om fremtiden af hensyn til generalforsamling og de tabende aktionærer, som formanden lægger op til, er tvivlsomt.

I luftfart er en vis langtidsplanlægning nødvendig, og hvis ikke branchen har et klart svar på, hvad de kan regne med, går bureauer, rejsearrangører og passagerer andre steder hen.
Og de ligger ikke stille, selv om der er dømt sommerferie.

 


26. maj 2011

Den Islandske vulkan Grimsvötn har måske pustet ud 

Michael Jarnvig fra TV2 Vejret venter ikke, at askeskyen kommer tilbage. Han siger til Newspaq, at den stort set er holdt op med at sprutte og udledningen af aske er nu nede på én procent af udbruddet, skriver avisen.dk. Der regnes ikke med yderligere problemer i det danske luftrum, mens der aktuelt er problemer i Nordtyskland, som ventes at lette i løbet af dagen. Overfor bt.dk bekræfter DMI, at vulkanen lige nu hviler sig, men den kan naturligvis gå i udbrud igen. Hos Naviair understreges det, at det danske luftrum er åbent nu, men man ønsker ikke at udtale sig om udsigter for de kommende dage, og Camilla Hegnsborg fra Naviair siger, at man her udelukkende forholder sig til de prognoser, som indløber hver sjette time, og som indtil nu fastslår, at det danske luftrum er åbent.


24. maj 2011

Naviair oplyser at askeskyen ligger mod vest i det Danske luftrum 

Askeskyen fra den islandske vulkan Grimsvötn påvirker nu det danske luftrum. Den nordvestlige del af det danske luftrum er lukket. Bornholm går således fri.
Naviair, der har ansvaret for det danske luftrum, skriver på sin hjemmeside, at den danske luftfartsmyndighed har lukket det luftrum, der ligger under 6 kilometers højde i den nordvestligste del af dansk luftrum.

Luftrummet er lukket fra klokken 06:00 til 12:00 UTC (den 24. maj 2011)

Naviairs hjemmeside vil blive opdateret med oplysninger om luftrummet - når der sker ændringer i omfanget af askeskyens udbredelse i dansk luftrum.

For oplysninger om de enkelte flyvninger til og fra Danmark henviser Naviar til den rejsendes rejsebureau eller flyselskab. For Bornholm - der altså i første omgang ikke er berørt af flyveforbud - er flyselskabet som bekendt Cimber Sterling.
 


24. maj 2011

Flyselskaber mister penge igen på grund af askesky 
Usikkerheden om askeskyen fra den islandske vulkan Grimsvötn har ifølge check-in.dk sendt kursmæssige chokbølger ind over de børsnoterede nordiske luftfartsselskaber.
Ifølge de seneste prognoser risikerer Danmark at blive ramt i løbet af tirsdagen, men allerede nu har askeskyen haft en såre kontant påvirkning på aktiekurserne.
Værst ramt er danske Cimber Sterling, hvis aktier mandag faldt som en sten på Københavns Fondsbørs.
Aktionærerne i det hårdt plagede luftfartsselskab så aktiekursen falde med 15,82 procent ensbetydende med et værditab på 12.740.000 kroner.
Heller ikke for SAS var dagen nogen positiv oplevelse. Aktien handles på flere børser, men på Københavns Fondsbørs faldt den med 4,25 procent, og dermed faldt SAS' markedsværdi med 230 millioner kroner, skriver check-in.dk.

16. marts 2011

SAS stopper direkte fly til Tokio 

Bangkok bliver midlertidig base, hvorfra man flyver videre til og fra Tokyo. – Udenrigsministeriet opfordrer til at tage sydpå i Japan, men ikke til decideret evakuering. SAS stopper med at flyve direkte til Tokyo fra København. I stedet flyves ekstra ture mellem Bangkok og Tokyo.

Passagerer med reservation til København fra Japan flyves i første omgang til Bangkok og derfra til København. SAS oplyser, at passagerer med billet fra København til Tokyo vil blive ombooket til andre selskaber, der fortsat flyver til Japan. ”Udenrigsministeriet har opfordret danskere i det nordlige Japan til at holde mindst 80 kilometers afstand til atomkraftværket Fukushima og de ca. 100-200 danskere i Tokyo til at tage sydpå med f.eks. offentlige transportmidler. Vi kigger på beredskabsplanerne, men lige nu er der ikke behov for f.eks. særflyvninger, der skal bringe danskere ud af Japan - der er plads nok på de normale passagerafgange fra Tokyo.” Det sagde chefen for Borgerservice i Udenrigsministeriet, ambassadør Charlotte Slente, torsdag eftermiddag til takeoff.dk ”Det danske udenrigsministerium koordinerer med de andre nordiske lande, men lige nu er der ikke behov for særlige initiativer,” siger Charlotte Slente. Til spørgsmål om, hvorfor Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Japan, men ikke til at danske statsborgere skal forlade landet, siger ambassadøren: ”Hvis der sker en forværring, vil vi naturligvis tage stilling til den nye situation. Men der er jo forskellige niveauer i en rejsevejledning – lige nu fraråder vi rejser, det højeste niveau hedder: forlad landet øjeblikkeligt.”

Kommer der en egentlig evakueringsanbefaling fra Udenrigsministeriet, bliver det nærmest at regne som en statsfinansieret opgave.
SAS kan udføre egentlige evakueringsflyvninger, hvilket dog kræver at selskabet aflyser andre langruteafgange for at få ledige fly. Men Udenrigsministeriet kan også hyre f.eks. charterselskaber med langrutefly til at udføre eventuelle evakueringsopgaver.

Noget sådant vil den danske stats næppe gøre på egen hånd – men typisk i samråd med mindst de øvrige nordiske lande og formentlig helst efter en fælles EU-beslutning.  Adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, siger til takeoff.dk:
”Vores medlemmer har lige nu ca. 150 gæster i Japan, dem er der styr på. Hvis danske statsborgere med bopæl i f.eks. Danmark skal evakueres fra Japan, sker det formentlig kun, hvis andre lande også gør det. Vi kan kun appellere til at EU bliver enige på området, ikke kun de nordiske lande. Men vi følger som altid de beslutninger, vi får fra de danske myndigheder.”


16. marts 2011

Cimber skifter kommerciel direktør 
Kommerciel direktør Lars Bording træder ud af direktionen i Cimber Sterling.

Flyselskabet oplyser, at Lars Bording har valgt at søge nye udfordringer i en anden branche.

Ny kommerciel direktør bliver i stedet Stefan Vilner. Han har blandt andet stor luftfartserfaring fra sin tid som CCO i Sterling og CEO i Jetbird, det oplyser Cimber Sterling.


16. marts 2011

Brændstoftillæg stiger 

Cimber Sterling øgede fra i går tirsdag, brændstoftillægget på sine flybilletter.

Det er de ekstraordinært høje brændstofpriser, der gør forhøjelsen nødvendig, oplyser selskabet, som lægger 10 kroner på en enkeltbillet indenrigs og 20 kroner på udenlandsruterne.Det betyder, at det samlede brændstoftillæg når op på 30 kroner på indenrigs- og 70 kroner på udenrigsflyvninger – i begge tilfælde pr. enkelt strækning.


15. marts 2011

Passene bliver dyrere

EU-kravet om biometriske pas gør fremstillingen dyrere, og justitsminister Lars Barfoed regner i sit lovforslag med en stigning på 25 kroner.

Prisforhøjelsen begrundes med ekstra udgifter til scannere, der skal registrere folks fingeraftryk og til et it-system, der kan sende aftrykkene videre. Passene får en særlig chip, som blandt andet rummer aftryk af ejerens tommelfinger, skriver politiken.dk.

Det var egentlig meningen, at de nye pas skulle indføres i 2009, men problemer med et udbud fra Rigspolitiet har betydet, at Justitsministeriet er landet på en billigere og mere fleksibel model, så den nye lov kan træde i kraft fra juli i år.


4. januar 2011

Svensk fly ramt af kabinetrykfald

Et af City Airlines fly af typen Embraer ERJ-145, blev ramt af pludseligt trykfald i kabinen undervejs til Umeå fra Göteborg.

Piloterne bragte hurtigt flyet ned fra 11.000 meter til sikker højde på 3.000 meter og kunne derefter lande normalt i Umeå Lufthavn.

 

”Vi betragter det som en alvorlig begivenhed og føler med de passagerer, der var ombord. Vi har talt med samtlige passagerer og forklaret præcist, hvad det var der skete, og sørget for, at de har fået den hjælp, de har brug for. Det er en meget ubehagelig oplevelse for passagererne, men ingen kom alvorligt fysisk til skade. Når der opstår et trykfald i kabinen kræves det, at piloterne hurtigt går ned til sikker højde. Det kan føles ubehageligt, men det er et indgreb, som piloterne godt kender og behersker og piloterne handlede yderst professionelt. Årsagen til trykfaldet kender vi først når de tekniske undersøgelser er færdige om nogle dage”, forklarer Jimmie Bergqvist, adm. direktør for City Airline.

 

Flere passagerer gik i panik, og nogle fik ondt i ørerne eller næseblod da City Airline-flyet styrtdykkede.


3. januar 2011

Finansdirektør forlader Cimber Sterling
Henriette Schütze har fratrådt sin stilling som finansdirektør i Cimber Sterling, da hun har fået tilbudt et job, som lå tættere på hendes bopæl i København.
Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.
Hun afløses af Søren Busk, der bliver ny midlertidig finansdirektør. 
 

Erhvervsrejser bornholm - Lille Torv 9, 1 sal - 3700 Rønne - tlf. +45 56 95 68 00 - fax. +45 56 95 68 99

WEB123 Content Management System ©